mandag den 27. maj 2013


Drivhuset ER indtaget !

Vi kom lidt sent i gang med at bruge drivhuset efter vinteropbevaringen af planterne, men hold da op hvor vi nyder det nu, hvor vi igen er ”flyttet” der ud for sommeren.
 
 
 
 
Det er bare SÅ dejligt at indtage måltiderne der nede, både i hverdagen men også sammen med gode venner, eller bare det at være der nede for at pusle om planterne og se dem gro, er ren balsam for sjælen.




Vi har lige plantet et par Himrod vinplanter i drivhuset, som vi vil ha’ til at gro op, så de efterhånden kan afskærme taget for solen. Vinplanterne er plantet uden for drivhuset og så går de gennem væggen ind i drivhuset. Vi har dog den udfordring, at for at vinplanten kan plantes i jorden uden for drivhuset, skal den op gennem et højbed inde i drivhuset hvilket betyder, at en stor del af stængelen vil blive dækket af jord før vinplanten når jordoverflade. Det er vi blevet advaret imod, og har derfor prøvet at afhjælpe problemet ved lidt interimistisk at føre stængelen gennem et nedløbsrør, så vinplanten kan gå op igennem jorden inde i røret således, at stængelen er fri, hvilket vi håber vinplanterne vil acceptere og forhåbentlig ufortrødent vil vokse videre op af vægen og op i loftet!
 

 
 
Hov "lillevuffen" kom også med, den plejer ikke at ville fotograferes !
Det er normalt ikke de røde eller pinkfarvede blomster der plejer at få lov at komme ind her hos os, men jeg kunne simpelthen ikke stå for denne ørkenrose som vi så første gang for nogle år siden på en lodge vi boede på i det nordlige Krüger National Park i Syd Afrika. Jeg har før set ørkenrose som potteplanter her hjemme, men de har altid været helt pinkfarvet eller hvid hvilket for mig er helt forkert, så da vi så dette eksemplar der er hvid i midten af blomsten og pink i kanten var det lige som vi havde set ørkenrose som hæk mellem de små huse vi boede i på omtalte lodge, og jeg måtte bare købe denne lille plante med hjem.
 
 
Den sidste plante jeg fik taget billede af er også en plante som jeg er speciel glad for og som også har sin helt egen historie – det er nemlig en aflægger af den 133 år gamle privatejede kamelia, som jeg var så heldig at få mulighed for at besøgte, og som jeg viste i indlægget af 30. april.
 

tirsdag den 21. maj 2013


Neeej hvor blev jeg taget ”ved næsen” !

Vi har et forholdsvis nyetableret bed, som jeg vil holde i den lilla farveskala, så derfor havde jeg lagt en del tulipanløg af Blue Heron og Shirley som blomstrede sidste forår. Jeg har haft Blue Heron for år tilbage og den var så vidt jeg huskede lys lilla i farven, hvilket den også blev beskrevet som på pakken. Da den så kom op hos mig sammen med Shirley var den alt andet end lyslilla – måske mere hen imod cerise. Så da de var afblomstret tog jeg tyren ved hornene og gravede løgene op, hvorefter jeg lagde dem ned i et andet bed.
Da den er ved at være på det sidste her, er den mere lilla end den opleves ved udspring
I efteråret skulle jeg rigtig ud og købe nye løg til mit lilla bed, og da jeg stod på planteskolen skulle der købes ”vildt” ind, og jeg besluttede den lilla skulle stå sammen med en dobbelt hvid/creme tulipan Mount Tacoma, som jeg i øvrigt ikke kendte.
 
 
Da så alle de dejlige tulipaner kom op af jorden, spærrede jeg godt nok øjnene op, for det var dog utroligt så ens de frynsede så ud, og jeg ville da heller ikke overgive mig, før jeg havde været inde i gemmerne og tjekke, og den er desværre god nok – ALLE de frynsede er Blue Heron ;0)



Jeg må jo nok se i øjnene, at jeg er slået tilbage til start – så hvis nogen af jer har en ide til en lyslilla tulipan jeg bør investere i til efteråret, hører jeg hjertens gerne fra jer, for jeg er ”helt blank”.


Dem jeg flyttede - (de ser da faktisk rigtig fine ud)
Jeg fik lige taget lidt billeder af nogle af de andre tulipaner der blomstrer her på matriklen, men ellers kæmper vi med at få skik på haven, for da foråret stort set er gået med andre gøremål end have, trænger den godt nok til en ”kærlig hånd”.


Bedre sent end aldrig, fik vi her i pinsedagene taget den sidste bobleplast af drivhuset og rengjort det. Mange planter er flyttet ud i haven, så vi selv kan være der inde, men det må i se ved en senere lejlighed, for det har jeg i kampens hede ikke fået taget billeder af.